Spring til indhold

Centeret er temperaturstyret — du og din hund har det altid rart, uanset vejret udenfor.

Book en tid →
Blog

Hund i varmt vejr — dos and don'ts

Hverdag & praktik  ·  4 min. læsning  ·  23. juni 2026

Vi sveder. Hunde gør ikke — i hvert fald ikke på samme måde. De har svedkirtler i poterne, men det primære kølesystem er vejrtrækning. Panting. Luft ind og ud over tungen, der afgiver varme via fordampning.

Det er et langt mindre effektivt system end sved. Og det betyder at hunde kan overophedes meget hurtigere end vi forventer, særligt ved høj luftfugtighed hvor fordampning er begrænset.

De tidlige tegn — dem der overses

Kraftig panting i hvile er normalt efter motion. Det der skal få dig til at stoppe op er tegn uden forudgående anstrengelse, eller tegn der ikke aftager:

  • Kraftig savlen, tykkere end normalt
  • Urolig adfærd, kan ikke finde ro
  • Søger aktivt skygge eller kolde flader
  • Slimhinderne (kig under læben) bliver mørkere røde end normalt

Alvorlige tegn — her er det en nødsituation:

  • Slimhinder der er hvide, blå eller grå
  • Sløvhed, koordinationsbesvær
  • Opkastning
  • Kramper

Hvad du gør ved overophedning

Afkøl langsomt med lunkent vand — ikke iskoldt.

Det virker forkert, jeg ved det godt — men koldt vand trækker blodkarrene i huden sammen. Det er kroppens forsvar mod at miste for meget varme, og det betyder faktisk at varmen holdes inde i stedet for at slippe ud. Lunkent vand giver huden mulighed for at afgive varmen gradvist i stedet.

Fokuser på isse, nakke, armhuler og indersiden af lårene — der er blodkarrene tæt på overfladen.

Og tag til dyrlægen. Hedeslag kan give organskader der ikke er synlige med det samme.

Asfalten brænder

Ved 25 graders lufttemperatur kan asfalt være over 50 grader. Hunde går direkte på det med bare poter.

Håndtesten: Læg håndfladen på asfalten. Kan du holde den der i 7 sekunder? Hvis ikke, er det for varmt til din hunds poter.

Løsningen: gå tidligt morgen eller sent aften. Vælg græs og jordstier frem for asfalt og fliser. Potecreme hjælper lidt, men er ingen erstatning for at undgå varme overflader.

Bilen — selv i "lidt varmt" vejr

Det siges hvert år, og det er stadig nødvendigt: efterlad ikke hunden i bilen i varmt vejr.

Ved 20 graders udetemperatur kan temperaturen i en parkeret bil nå 40+ grader på 20 minutter. Vinduer på klem hjælper ikke nok. "Jeg er kun væk et øjeblik" er ikke en beregning der holder i praksis.

Skal hunden alligevel med i bilen og du er nødt til at holde stille et sted, kan du gøre en del for at afbøde det:

  • Brug et sølvsejl — men husk, det skal sidde udenpå bilen, ikke indeni. Indvendigt har det stort set ingen effekt.
  • Brug kroge eller lignende til at holde bagklappen eller vinduerne åbne på klem for gennemtræk, hvis det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
  • Mange nyere biler har temperaturstyring, der kan holde kabinen kølig, selv når motoren er slukket — tjek om din bil har det, og brug det.
  • Tjek til hunden hvert 20. minut, uanset hvad. Sæt en alarm hvis du skal huske det.
  • Læg en seddel synligt i forruden med dit telefonnummer og info om hvorvidt bilen har temperaturstyring eller ej — så kan en bekymret forbipasserende ringe til dig i stedet for at handle på egen hånd.

Ingen af delene er en undskyldning for at lade hunden vente unødigt længe. Det er forholdsregler for de gange, det ikke kan undgås.

Timing og hvile

Undgå motion i de varmeste timer — typisk 11-17. Det er ikke overdrevet forsigtighed, det er fysiologi.

Særligt brachycephale racer — altså dem med de korte næser og flade, søde ansigter, som mops, fransk bulldog, engelsk bulldog og bullmastiff — er i risiko. Deres komprimerede luftveje gør panting-mekanismen mindre effektiv fra start. De kan ikke køle sig selv lige så godt som andre racer, og overophedes hurtigere ved lavere temperaturer.

Det samme gælder overvægtige hunde, hunde med hjerteproblemer og seniorer.

Vand

Hunde drikker ikke nok på eget initiativ, særligt når de er ophedede og aktive. Tag vand med. Tilbyd det aktivt. En vandskål derhjemme er ikke nok hvis hunden har været ude i to timer.

Vil du have hunden til at drikke lidt mere, kan du tilsætte lidt hjemmelavet bouillon som smagstilsætning — det gør vandet mere interessant, og du får samtidig lidt ekstra energi ind, ikke bare væske.

Indendørs aktivering i varmen

Sommeren er faktisk et godt tidspunkt at skifte fra fysisk til mental aktivering. Sniffeture i skyggen, nosework indendørs, langsomme foderskåle, korte træningssessioner tidligt morgen.

Miljørummet og træningshallen hos Hundeeventyr er begge temperaturstyrede — en god mulighed når det er for varmt udenfor til at arbejde intensivt. Læs mere om miljørummet her →

Heidi Nielsen
Heidi Nielsen KynoOsteo® Terapeut · Hundeinstruktør · Hundeeventyr, Aalborg
← Alle indlæg

Næste skridt

Vil du vide mere?

Se hele Hundecenteret og find det der passer til dig og din hund.